Kirken i Odsherred har set mange højtidelige arrangementer gennem tiden og bruges stadig til ceremonier, der emmer af historie og sjæl.
Dragsholm Slot hører til blandt Danmarks ældste fungerende verdslige bygninger. Den oprindelige palatiebygning blev med stor sandsynlighed opført af Roskildebispen Peder Sunesen ca. 1215.
I løbet af middelalderen blev palatiet udbygget til et firfløjet borganlæg med kirke i vestfløjen. Denne er sandsynligvis blevet flyttet til dens nuværende placering i slutningen af 1400-tallet.
I 1730 færdiggjorde Christian Lente von Adeler restaureringen af kirken i barokkens arkitektoniske stil. Denne er gennem restaureringer bibeholdt i kirkerummet, som det ser ud i dag.
800-årige Dragsholm Slot hører som nævnt til blandt Danmarks ældste fungerende verdslige bygninger. Det oprindelige Dragsholm kaldes ikke et slot, men et palatium. Palatiebygningen blev opført af Roskildebispen Peder Sunesen i ca. 1215. I løbet af middelalderen blev palatiet udbygget og ombygget til en firefløjet fæstningsborg med en kirke i vestfløjen. Kirken - eller kapellet - nævnes første gang d. 21. august 1536, men formodes at være væsentlig ældre og er sandsynligvis blevet flyttet til dens nuværende placering i slutningen af 1400-tallet.
Kirken blev tilsyneladende ikke brugt efter Svenskekrigene (1657-1660) og frem til d. 8. april 1730, hvor Christian Lente von Adeler havde færdiggjort restaureringen af kirken i barokkens arkitektoniske stil og søgte om at den blev indviet snarest. Indvielsen blev forhalet af præsten i Fårevejle, som forlangte ekstra betaling for at gøre tjeneste der.
Men d. 4. maj 1731 stadfæstede kongen, at kirken igen var indrettet for den, der holder "Dug og Disk" på slottet, og at gudstjeneste skal holdes af præsten i Fårevejle.