Bæredygtighed
EEF3F6

Bæredygtighed

  • På Dragsholm Slot ønsker vi at drive bæredygtig hotel- og restaurantvirksomhed, menneskeligt såvel som miljømæssigt. Det er en stor opgave, som vi går ydmygt til med ønsket om at blive bedre dag for dag.  

  • Vores ambitioner dækker både de interne forhold, som vores medarbejderes trivsel, og eksterne forhold, der drejer sig om at eksistere i pagt med naturen og uden at tære unødigt på jordens resurser.

Jeppe Foldager Og Kokketeam På Dragsholm Slot. Fotograf Flemming Gernyx

Social ansvarlighed

 

Første skridt på vejen mod en bæredygtig virksomhed er et bæredygtigt arbejdsmiljø. Vi er en bredt favnende virksomhed, og vi er yderst bevidste om, at vi kun kan udvikle os i den rigtige retning, fordi vi har et dedikeret og forskelligartet personale. Af den grund er det vigtigt for os at skabe gode og trygge forhold for vores ansatte. Slottet skal være en professionel drivkraft for lokalmiljøet samt en arbejdsplads med fremtidsmuligheder, og derfor prioriterer vi kompetenceudvikling højt.

Har vores medarbejdere særlige interesser eller ambitioner, supporterer vi gerne med kurser inden for vin, service eller andre relevante områder, der kan bidrage til deres fortsatte udvikling.  

I pagt med naturen

 

Vi er beriget med unikke rammer; en af landets ældste verdslige bygninger, placeret i et af Danmarks smukkeste områder for foden af Vejrhøj og ved bredden af Lammefjorden. En placering af den karakter forpligter – både i forhold til vores gæster, personale, lokalområde og ikke mindst miljøet og den omkringliggende natur.

At vi er placeret midt i det frodige landskab – ved marker og hav – gør det muligt at drive virksomheden i pagt med naturen og årstidernes skiften. Vi gør en dyd ud af at bruge de råvarer, der gror naturligt i området, hvad end det er urter, vinstokke, svampe eller gulerødder. Både fordi jord-til-bord med minimal transport er den mest skånsomme tilgang, men i endnu højere grad fordi råvarerne er af den højeste kvalitet og indeholder den største smag.

Vi arbejder aktivt for at fastholde bæredygtig fødevareproduktion i Odsherred, og derfor er vi også stolte medlemmer af foreningen FiO (Fødevareproducenter i Odsherred). Udover vores personlige engagement i den bæredygtige omstilling drømmer vi om at aktualisere slottets status som drivkraft for udvikling i området. Det pibler frem med små bæredygtige fødevareproducenter, og vi har et stort ønske om at medvirke til deres rejse, hvordan vi end kan, så Odsherred kan gå forrest inden for dette felt.

Dragsholm Slot have
Dragsholm Slot Relais & Chateaux

Relais & Châteaux

 

Efter 10 års forberedelse, hvor vi arbejdede på at leve op til vores egne høje standarder, blev vi i 2018 optaget i den prestigefyldte hotel- og restaurant-guide Relais & Châteaux. Kendetegnende for medlemmerne, der opfylder foreningens strenge krav, er at de agerer ud fra et fælles værdisæt med fokus på at bevare og dele ud af det særpræg, der kendetegner det enkelte hotels område. Altid med respekt for det enkelte menneske, miljøet samt den kultur og historie vi alle er rundet af.

Som medlem af Relais & Châteaux støtter vi op om det vigtige arbejde med at tilbyde gæstfrihed i harmoni med naturen. Læs mere på sammenslutningens egen hjemmeside, hvor du også kan downloade den aktuelle bæredygtighedsrapport.

Vi har fået meget forærende i kraft af vores unikke, naturskønne placering, men arbejdet for den bæredygtige hotelvirksomhed er et løbende arbejde. Vi er langt fra i mål, men arbejder hver dag på at viderebringe slottets historiske autenticitet og områdets unikke karakter – med hensyn til både mennesker og natur.

  • Dragsholm Castle Nature Idaejdrup 06 1600Px
  • Dragsholm Slot Gourmet
  • Nekselø, Sejerøbugten
  • Dragsholm Slot hotelophold Odsherred