HELIOTROPISK BY

Olafur Eliassons sol-ur ved Dragsholm Slot

Den verdenskendte kunstner Olafur Eliasson, der har rødder i Odsherred, er kunstneren bag kæmpe-installationen "Heliotropic City", der skal anlægges i åbent landskab ved Dragsholm Slot. "Heliotropic City" er udformet som et cirkulært sol-ur på 140 meter i diameter; en skiveformet futuristisk by med skarpe, pyramide-agtige, skråtstillede skrænter i sit indre "ur-værk". Arealmæssigt næsten ligeså stort som Dragsholm Slot, som skænker det stykke jord, værket skal placeres på, til offentligheden.

Administrerende direktør og slotsejer Mads Bøttger på Dragsholm Slot står i spidsen for en arbejdsgruppe, der skal bruge sine erhvervs- og fondsforbindelser i forsøget på at finansiere projektet. I efteråret 2015 trådte Odsherred Kommune nemlig ud af projektet efter byrådets budgetforhandlinger. Kommunen står dog fortsat bag projektet og vil varetage drift og vedligeholdelse af det færdige værk. I følge Mads Bøttger er der tale om et fantastisk godt og vigtigt projekt for Odsherred, som vil kunne sætte kommunen på verdenskortet. Olafur Eliasson er kendt og anerkendt på den globale kunstscene og derfor interessant for tusinder af mennesker ude i verden. En Olafur-skulptur af den kaliber vil i den grad tiltrække mennesker, gavne hele turist-erhvervet og skabe arbejdspladser i regionen.

Olafur Eliasson er en af de væsentligste kunstnere i det 21. århundrede. I Aarhus har Eliassons "Your Rainbow Panorama" til 62 mio. kr. på toppen af ARoS Aarhus Kunstmuseum mere end fordoblet publikumstallet. "Regnbuen", som den kaldes, har udkonkurreret Arne Jacobsen og Erik Møllers 60 meter høje "Rådhustårnet" som vartegn og turistmagnet. Hvis det lykkes at skaffe 60 mio. kr. i fondsmidler til at bygge værket ved Dragsholm Slot, vil det blive en ny publikums-magnet for Odsherred. 



NY FASE
"Heliotropic City" er på vej ind i en ny fase. Den rutinerede fondsmand Kjeld Juel Petersen, tidligere direktør for Velux Fondene, skal fundraise de cirka 60 mio. kr.

I følge Kjeld Juel Petersen er der i dansk sammenhæng, i størrelse og karakter, tale om et helt unikt kunstværk. Det er Olafur Eliassons første, store landart-projekt i Danmark. Han kommer hjem til Odsherred med det, han er kendt for ude i verden - landart-værker som "The New York City Waterfalls" og "The Weather Project" på Tate i London. Et værk af Eliasson på hans hjemegn i Odsherred vil være enormt betydningsfuldt. Man vil passende kunne sammenligne det med, da billedhuggeren Bertel Thorvaldsen vendte hjem til København fra Rom, hvor han var en stjerne, og blev hyldet, og der blev bygget museer til hans kunst.

"Heliotropic City" skal være tilgængeligt for de tusindvis af mennesker, turister, lokale og forbipasserende, der vil vandre i værket, sætte sig i bakkerne og tale om det, når de kommer hjem. Der vil blive sat tanker i gang om kunst og natur, himmelrummet, tidens gang og filosofi. Det er et værk, som har stort potentiale i volumen og udtryk, men som også har dybere budskaber af kunstnerisk, kulturel og filosofisk karakter.

Kjeld Juel Petersen vil indenfor de kommende måneder udsende et prospekt om Olafur Eliasson-værket til 10-12 store, private fonde og invitere deres repræsentanter til et præsentations-møde i København. 

 


ARTIKLER
Du kan læse mere om projektet herunder. Vi opdaterer denne side løbende med nyt om projektet.

--------- 

Kunstfond giver en mio. kr. til Olafur-projektet
/ Odsherred Weekend / 05.02.2016 /

Fondsstøtte: Projektet » Heliotropic City « af verdenskunstneren Olafur Eliasson får ny medvind med bevilling fra Statens Kunstfond.

Vindekilde: Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst har besluttet at bevillige en mio. kr. til verdenskendte Olafur Eliassons store landart-projekt » Heliotropic City «. Det er Odsherred Kommune, der har ansøgt kunstfonden, og pengene er øremærket til kunstnerhonorar for Olafur Eliasson.

-Nu er vi virkelig godt i gang med projektet. Vi har fået opbakning fra kulturminister Bertel Haarder, vi har stærk lokal opbakning, og nu får vi en million fra Statens Kunstfond. Det er et højt beløb fra fonden og en klar blåstempling af projektet, der viser, at det har meget stor værdi. Det giver anledning til stor optimisme, siger Odsherreds borgmester Thomas Adelskov, (S). -Det er spændende, at vi nu får slået hul på projektet i fonds-processen. Det er ofte sådan, at når først én er gået med, følger der også andre i kølvandet, lyder vurderingen fra borgmesteren.

Bevillingen fra Statens Kunstfond er på betingelse af, at Odsherred Kommune opnår den resterende, nødvendige finansiering på 55-60 mio. kr., og bevillingen skal være anvendt til formålet senest 1. juni 2018. Det er tidligere direktør i Velux Fondene, Kjeld Juel Petersen, der nu skal stå for arbejdet med at kontakte fondene. Indenfor de kommende måneder vil han udsende et prospekt om » Heliotropic City « til 10-12 store, private fonde, valgt ud fra hans kendskab til branchen, og invitere til et møde i København. -» Heliotropic City « er et værk, som har stort potentiale i volumen og udtryk, men også dybere budskaber af kunstnerisk, kulturel og filosofisk karakter, mener Kjeld Juel Petersen.

----------- 

22. januar 2016
Nyt boost til Olafur Eliasson-projekt
http://sn.dk/Odsherred/Nyt-boost-til-Olafur-Eliasson-projekt/artikel/546944

30. september 2015
Møde med kulturminister om Olafur-projekt
http://sn.dk/Odsherred/Moede-med-kulturminister-om-Olafur-projekt/artikel/520268

11. september 2015
Olafur Eliasson-projekt opgives
http://sn.dk/Odsherred/Olafur-Eliasson-projekt-opgives/artikel/515220

21. december 2014
Eliasson-værk som vartegn i Odsherred
http://sn.dk/Odsherred/Eliasson-vaerk-som-vartegn-i-Odsherred/artikel/457075

1
8. december 2014
Sol-ur på størrelse med Dragsholm Slot
http://sn.dk/Odsherred/Sol-ur-paa-stoerrelse-med-Dragsholm-Slot/artikel/456456

1. december 2013
http://www.odsherred.dk/sites/default/files/PDF/Kommuneplan%202013-2025%20Del%201_Redeg%C3%B8relse_Reduceret.pdf

 

 

  • Booking
  • Gavekort
  • Galleri
  • Kontakt os
  • Find os
  • Nyhedsmail
  • English
  • Deutsch